I Astrup, Tulstrup og Hvilsted sogne har Anne Vejbæk netop rundet 25 år som sognepræst. Før sin tid i de tre sogne var hun 10 år i Virring og Essenbæk på Djursland, så med 35 års erfaring som sognepræst oplever hun en folkekirke, der i højere grad end før er nødt til at argumentere for sin sag. Kristendommen er ikke længere selvfølgelig, og det stiller krav til præsten men er ellers en god udvikling, mener hun
”Det gør det naturligvis sværere at være præst, men dermed også til en udfordring, der hele tiden holder én i bevægelse – også selv om man har været præst i så mange år. Der skal hele tiden tænkes nyt i forhold til formidlingen og forkyndelsen, der skal tænkes nyt i forhold til undervisning af både store og små. Der skal tænkes nyt i forhold til ældrepleje. Der skal tænkes nyt i forhold til samarbejde på kryds og tværs af sogne og i forhold til nye kirkeanordninger og meget mere,” siger Anne Vejbæk.
At være præst i små sogne stiller yderligere krav, fortæller hun, ford man hele tiden er nødt til at finde nye veje til et bæredygtigt kirkeliv. Men selvom kirken må forny sig, så mener Anne Vejbæk ikke, at kirken skal opfinde nye aktiviteter for at lokke folk til kirken.
”Det er efter min mening forstemmende at se, hvad Folkekirken i den henseende kan finde på af underholdning, tant og fjas. Det kan godt være, at nogen synes, at det er sjovt, når præsten spiller klovn, men hvis kirken vil være med i alt, hvad der rører sig, kommer den meget let til at latterliggøre sig. Og det er rigtig ærgerligt, for det sker jo bare for at få opmærksomhed,” mener hun.
Anne Vejbæk er gift med dr.theol. Svend Andersen, der er professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, og der bliver ofte diskuteret teologi og politik omkring middagsbordet, røber Anne Vejbæk. Ud over den fælles interesse for teologi nyder hun og hendes mand også at rejse, og de har sammen feriehuse i Sydslesvig, Italien og Spanien.
”Vi henter inspiration ude i verden på vores rejser, ikke mindst når vi holder ferie i vores huse, hvor vi får anledning til at se tilværelsen fra en lidt anden vinkel end herhjemme i præstegården,” fortæller hun.