Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet har fået ny afdelingsleder. Dr.theol. Peter Lodberg vender tilbage til forskningen, og dr.theol. Ulrik Becker Nissen overtager rollen som ny afdelingsleder
Af Bo Billeskov Grünberger
Universiteterne i Danmark bliver mødt med flere ministerielle tiltag, og ifølge Ulrik Becker Nissen vil afdelingen for Teologi også fremover blive mødt med krav om omstillingsparathed, men man holder fast i det centrale i teologien.
”Vi fortsætter med igennem forskning, undervisning og formidling at arbejde med fagets centrale spørgsmål i samspil med de tre vigtige fora: Universitetet, kirken og samfundet,” skriver Ulrik Becker Nissen i nyhedsbrevet ’Nyt fra AarhusTeologerne’.
Teologien skal engagere sig i den kirkelige verden, mener Ulrik Becker Nissen, og han fremhæver at en af afdelingen for Teologis væsentligste mål er at uddanne kommende præster til folkekirken. Derfor er det også vigtigt, at teologien engagerer sig i de kirkelige debatter og holder sig orienteret med, hvad der kræves af kommende præster, mener han.
”Endeligt har teologien en vigtig rolle i samfunds- og kulturdebatten. Teologi har særlige forudsætninger for at forene bibelske, historiske og filosofiske sider af kulturdebatten. Her har den offentlige debat brug for, at teologer hele tiden deltager i samtalen,” siger Ulrik Becker Nissen.