Kristian Skovmose, der for nylig stoppede som generalsekretær i Mission Afrika er blevet ansat som sognepræst i Skanderborg Pastorat. Han bliver indsat i Skanderborg Slotskirke den 7. juni a provst Jette Marie Bundgaard, og han glæder sig til sit nye job
Folkekirkeinfo
Før han var generalsekretær, var Kristian Skovmose sognepræst i henholdsvis Skødstrup og Gødvad. Han har været sognepræst siden 1990, kun afbrudt af de syv år han var generalsekretær, og han glæder sig til at skulle være præst igen.
”Jeg glæder mig umådelig meget til at vende tilbage til præstearbejdet, som jeg altid har sat stor pris på og de sidste år har længtes efter. Skanderborg sogn er med dets historie, størrelsen og de mange spændende aktiviteter et særdeles attraktivt sted for mig. Det er først af alt vigtigt for mig at bidrage til, at det kristne budskab på en vedkommende måde kommer til at tale ind i menneskers hverdag,” fortæller han.
Læst op på Skanderborg sogns historie
Kristian Skovmose stammer selv fra Ulfborg, der ligger nær ved Holstebro, hvor han er vokset op på landet. Han blev student ved Ringkøbing gymnasium og flyttede sidenhen til Aarhus for at læse teologi. Han er gift med Pia Skovmose Jensen, der er sognepræst i Sdr. Vissing, og sammen har de sønnen Andreas, der lige nu studerer i Los Angeles.
Når Kristian Skovmose begynder i sit nye job som sognepræst ved Skanderborg Pastorat, møder han velforberedt op. Han interesserer sig meget for kirke- og gudstjenestehistorie, og han har brugt den sidste tid på at op på lokalhistorien.
”Min kommende tilknytning til Skanderborg sogn er blevet en god anledning til at dyrke min passion for kirke- og gudstjenestehistorie. Jeg har læst en del om Skanderborg sogn og Skanderup Kirke og Skanderborg Slotskirke. Endelig er det blevet til lidt læsning om Øm Kloster, der også har haft forbindelse til Skanderborg,” fortæller han.
Evangeliet skal ind i folks hverdag
Kristian Skovmose mener, at det er oversættelsen af evangeliet, så det giver mening i folks hverdag, der først og fremmest bliver opgaven for ham som sognepræst. Men også det kollegiale fællesskab, samtalerne med folk og det nærvær, der følger med at være præst er noget, han ser meget frem til.
”Samtalerne i forbindelse med kirkelige handlinger, som dåb, vielse eller begravelse er en unik anledning til at udvise nærvær og medfølelse – at være og at forklare evangeliet.”
Kristian Skovmose har drømt om at bliver præst lige siden han var barn. Han mener, at han måske selv er salmebogskristen. ”Jeg får aldrig nok af gudstjenester eller salmer”, siger han.
”Folkekirken er en fantastisk bredt favnende institution med en spændende historie og struktur, hvor jeg af hjertet har mit ståsted. Kirkens fortsatte good will giver en unik mulighed for at komme i kontakt med mennesker og samfund. Som kirke skal vi udnytte alle muligheder for på en troværdig og engageret måde at møde mennesker med evangeliet,” fortæller han.